Nød lærer sulten kvinde at spise æg...

og tomat og svampe og chilli og løg og porrer og the...

Som nogle af jer nok ved, var jeg utrolig kræsen inden jeg tog hertil. Det vil jeg godt have lov til at erklære mig selv kureret for nu. Her i Kina er det 'spis eller sult'-filosofien, der er gennemherskende - man kan jo ikke leve af instant noddles og McDonalds hele tiden (selvom Ben, min amerikanske medlærer gør sit bedste:)

En del af vores kontrakt siger at skolen skal sørge for at vi får mad. Dette kan enten gøres ved at skolen giver os penge til at købe ind eller giver os adgang til en kantine. Som tidligere nævnt, har vores skole valgt kantinen...

Vi har nogle små, hvide madkort, der tankes op med 500 RMB en gang om måneden eller sådan noget. Et måltid koster typisk omkring 10 RMB - svarende til ca. 9,5 kroner.

Vi spiser næsten alle vores måltider i kantinen og fuck, hvor er jeg godt nok ved at være træt af det!!!
Til frokost er kantinen fyldt med mennesker, både elever og ansatte og andre tilfældige folk (buschauffører, vagtpersonale...). Der er oftest en lang kø, og da vi udlændinge ingen mulighed har for at gøre opmærksomme på os selv overfor de fortravlede kantinepersonale, ender vi ofte med at stå der længere end de fleste.

Vi er simpelthen ikke kinesiske nok, som vi siger til hinanden:)

Vores kantine er det mest dodgy sted i kan forestille jer. Vi kommer typisk ind ad bagindgangen, som er nedsænket som en kælderskakt og derfra går man gennem først den store spisesal, hvor eleverne spiser frokost. Derfra går vi gennem en smal korridor med gule, afskallende vægge. Her er der mange døre, og først undrede vi os over hvad der dog foregik derinde, indtil det gik op for os at noget af kantinepersonalet bor her - i kantinen. Flere af deres børn er elever på skolen, for sommetider får vi glimt af deres værelse og jeg så engang en dreng sidde i spisesalen og lave lektier sent om aftenen.
Det er de samme mennesker, der arbejder her hver eneste dag fra 6 om morgenen til 21.30 om aftenen. Selvom vi ikke kender deres navne, kender vi deres ansigter. Der er de to piger, der passer disken - den ene er ung og sød og har altid sin kasket på skrå, den anden er striks og lige til sagen. Så er der de tre kokke, der står med hver deres wokgryde. Om aftenen er der en ung pige, der laver nogle mærkelige søde kager, og så er der den unge mand, der bager alt brødet. Der er også den vrisne - men muligvis inderst inde rare og muntre - nuddeldame, der laver nudlerne.

Og så er der selvfølgelig den gamle mand, der rydder af bordene. Han har altid gummistøvler og skåneærmer på, samt en lille papirshat, som han sætter på skrå.
To ting slår mig altid ved denne gamle, men seje mand. 1: han må vide præcis hvad, hvornår og hvor meget vi spiser, for han er der altid til at fjerne vores bakker. Sommetider forestiller jeg mig at han i tankerne kommenterer på det - lidt mærkeligt, men han virker som en flink mand. Jeg har rent faktisk set ham smile engang!
Den anden ting er, at han må være så gammel, at han med garanti har været i live under Kulturrevolutionen og måske oven i købet Det Store Spring Fremad i 50'erne. Det er den slags ting, man ofte glemmer her i Kina - tro det eller lad være - men jeg kan ikke lade være med at tænke over det når jeg ser disse gamle, nedbøjede mennesker.

Kantinen har tre diske eller afdelinger. Én afdeling er 'hovedafdelingen', hvor der er en lang disk, bag hvilken man kan se metalbakker fyldt med dagens variationer af... hmmmm.... ja derhjemme ville vi kalde det 'alt godt fra køleskabet' men det lyder alt for lækkert. Måske kan jeg kalde det 'en random blanding af grønsager der lige tilfældigvis er inden for kokkens rækkevidde'.
Ved frokosttid er udvalget her stort - der er typisk omkring 6 - 7 forskellige variationer over de samme grøntsager, med nogle grotesk store kødboller og kylingelår ved siden. Forleden dag så vi også grisetæer, men det er nu godt nok første gang... En gang i mellem kan man også få en hel fisk, og når kineserne siger 'en hel fisk', så mener de med skind og ben og øjne og alt det der andet fiskestads. Den er bare blevet dyppet i marinade og stegt.

Selvom blandingerne er lidt tilfældige, så går en del af dem igen. Eksempelvis spiser jeg ofte 'bambusskud og uidentificerbart stegt kød' og 'mærkelig-grøn-grønsag-der-minder-om-squash og sorte, gummiagtige svampe og gulerødder og en gang imellem rejer', men min favorit er nu 'kartoffeltern i chillisovs med muligvis-oksekød-muligvis-fedt-eller-endnu-værre:-knogle'. Den sidste ret er udelukkende for kartoflernes skyld. Smager næsten som når min far laver biksemad...:)

Maden bliver serveret på metalbakker med rum til det hele. Det der dog er mest bemærkelsesværdigt ved disse bakker er den måde hvorpå de absolut fejler i at holde maden varm. Hvis et stykke mad rører ved kanten, er det iskoldt inden jeg er færdig med at spise, så det gælder om at spise hurtigt. Typisk er et måltid ovre i løbet af et kvarters tid. En del af denne fart skyldes dog også brugen af spisepinde, der gør det til en regulær nødvendighed at skovle maden i sig. Man kan ikke tøve med en spisepind - så falder maden af og sovsen sprøjter ud over lærertøjet og alle de gamle kinesiske mænd vender sig og kigger...

Som tilbehør kan man vælge mellem fire ting: ris, laobing, baotze eller mærkelig-dampet-bolle. Bestiller man ris - mi-ih-fan! - får man et ordentligt læs lettere klumpede ris, der kan piftes op med chilli. Det smager godt en gang i mellem, men man skal godt nok ikke spise det ret tit, før risen begynder at sætte sig fast i halsen.
Så kan man også få baotze - som er en slags dumpling, der er stor og rund og minder mest af alt om en bolle med fyld. Det er lidt af en tilfældighed hvad der er i, og det er ikke altid jeg er heldig. Sommetider er der kød-løg-jeg-aner-det-ikke-men-det-smager-godt i og andre gange er der noget der minder mest af alt om spinat i og her forleden fik jeg en med hvad der formentlig var champignon, der var hugget i en million stykker. Det var ikke én af de bedre!

Jeg foretrækker laobing (udtales slet ikke som det skrives), som en slags tykt, stegt fladbrød, der er overraskende saftigt. Når det er varmt, smager det faktisk helt fantastisk. Køkkenet har specielle stegepander til at lave det. De laver en slags kæmpepizza - cirka en halv meter i diameter, og så putter de den ind i noget, der mest af alt minder om et overdimensioneret vaffeljern, hvor det så kan blive stegt på begge sider. Når 'pizzaen' så er færdig stabler de den sammen med andre af samme slags, og hugger hele bunken i trekanter med en slagterkniv. Jeg ved dette fordi kantinens køkken er lige bag disken og man kan se lige ind (dette er ikke altid godt...:S)





Ud over disse retter, er der en nuddel- og dumplingafdeling, hvor man kan få friskkogte, friske nudler med agurkestrimler, og så er der en afdeling hvor man kan bestille deciderede retter - men menukortet er på kinesisk, så vi kan ikke bestille andet end Gong bao jiding - kinesisk for kyllingetern med chilli, peanuts og forårsløg. Det smager nu faktisk ret godt, og ser ikke særlig kompliceret ud - jeg tror jeg vil prøve at lave det når jeg kommer hjem. Vi spiser det nu mest for jordnødderne, for dem kan vi ikke rigtig få ellers.

Retterne i 'hovedafelingen' laves kun ved frokosttid, så ved aftensmadstid er det kun de dårligste, der er tilbage. Derfor foretrækker vi enten nudler eller gong bao jiding - ja, det er et valg mellem de tre ting.

Monotonien er snart ved at gøre os sindssyge, og vi fejrer altid weekenden med instant noodles eller rent faktisk at spise ude.
Det er måske en fejl fra vores side at vi - efter at have været her i fire måneder - stadigvæk ikke kender mere end fire spisesteder. Når vi rigtig flotter os og spiser ude, går vi enten på McDonalds eller KFC hvis vi er dovne - ligger tættere på. Vi har også en Pizza Hut, men det er så forfærdeligt dyrt, at vi kun kommer der en sjælden gang imellem. En restaurant, der dog efterhånden er blevet vores stamsted, er Babela's Kitchen, der har et skilt, der ligner en kvinde der brækker sig - men det er vist nok hendes arme, whatever.
Her kan vi få billig vestlig mad - altså virkelig billig mad: en lasagne koster 15 yuan! Når vi spiser her bestiller vi hundredevis af deres små retter og fråser på vestlig mad. Det er i sandhed et af fredagens højdepunkter!
Alle restauranterne ligger dog næsten 2 kilometer fra vores lejlighed, så det er altid noget af en udflugt at tage ud at spise:)

Vi har faktisk et lille køkken, men det er så småt, at der kun kan stå én person ved den ene kogeplade ad gangen. Der er ikke nogen ovn, hvilket vi sørger meget over. Vi har en mikroovn, men der er et eller andet helt galt med den - eller os, der ikke forstår dens kinesiske indstillinger. Det er endnu ikke lykkedes os at lave noget som helst med den - hverken varme tomatsovs, mælk eller popcorn. Vi endte med at give popkornene en time til sidst, og vi fik stadigvæk ikke poppet en eneste...

Den ene gang vi forsøgte at lave mad i køkkenet - spaghetti med tomatsovs(alt sammen importeret - ja, vi flottede os virkelig den dag) - gik det mere eller mindre galt. Vi endte med at bruge en time på at koge pasta, fordi vi ikke anede hvordan vi skulle indstille kogepladen. Den havde fået den sindssyge ide, at den skulle varme i et minut og så slukke i to og så varme i et og slukke i to. I kan vel nok forestille jer, hvor lang tid det tager at koge vand med sådan et apparat!

Så vi opgav køkkenet og overgav os igen til kantinens barmhjertighed.

 

Vores ynkelige lille køkken - første og eneste forsøg på at lave vores egen mad...

Nu sagde jeg, at vi spiser de fleste af vores måltider i kantinen. Morgenmaden er speciel. Den første måned eller sådan spiste vi den kinesiske morgenmad i kantinen - nogle mærkelige friturestegte degting og en luftig, sød kage, men det blev vi meget hurtigt meget trætte af. I stedet er vi begyndt at købe havregryn og så lave havregrød med vores vandkogere. Så nu spiser jeg havregrød - en anden af de ting, jeg altid har hadet - hver eneste dag til morgenmad. I begyndelsen spiste jeg den 'plain' uden noget som helst, men nu hvor det er jul har jeg lavet kanelsukker, så det smager næsten som risengrød - med lidt god vilje:)

Søndag er indkøbsdag, så her pakker vi vores tasker og tager enten i Merry Mart eller Carrefour - vores fantastiske vestlige supermarked!  Disse supermarkeder er store og velassorterede. De har oven i købet en lille afdeling med importeret mad - rigtig spaghetti, chips, slik...
Én af de ting, der altid imponerer mig ved de kinesiske supermarkeder er de mange mennesker, der tilsyneladende kan være ansat sådanne steder. Alene frugtafdelingen har fire faste ansatte: én til at gå og sætte varer på plads og tre damer til at stå bag vægtene og veje alting. Ja, al frugt skal vejes her og der er ingen måde hvorpå man kan gøre det selv, nej der skal stå tre damer:)
Så er der de drabeligt irriterende damer, der står rundt omkring med dårlige mikrofoner og på øreskærende kinesisk annoncerer de forskellige varer og tilbud. Lyden er skruet så højt op og kvaliteten er så dårlig, at jeg altid har mest lyst til bare at holde mig for ørerne og styrte forbi dem - ved ikke hvordan de dog har fået det ind i deres hoveder at det hjælper salget!

 Kødafdelingen i vores lokale supermarked, bemærk de fladmaste ænder:) De har selvfølgelig også den obligatoriske fiskeafdeling med levende fisk, der svømmer rundt i mikrobasinner. En dag lykkedes det en af fiskene at stikke af, og den fløj ud af basinnet og landede på gulvet lige foran mig. Nøj, hvor var jeg nær død dér! Butiksmanden lod sig dog ikke mærke med det men samlede den bare op og puttede den direkte tilbage...

 Tyggegummi med agurkesmag, smager aldeles forfærdeligt!

Når vi så har været ude at købe ind tager vi på Starbucks. Starbucks er ofte blevet skældt ud for bare at være en stor, upersonlig kooporation, men her i Kina er det ganske enkelt fantastisk. Starbucks er vores lille, trygge ø af vestlighed, hvor vi til lyden af blød jazz kan sippe vores kaffe og skype med deres gratis wi-fi. Nu hvor det er jul spiller højtalerne julemusik, og de har lanceret deres juledrikke: Toffee Nut Latte, Gingerbread Latte og Cranberry White Chocolate Mocha. Den sidste er min absolutte favorit - hvid chokoladekakao med tranebær sirup!!! Ja, det er vist en ret stor synder på kalorimeteret, men med al den kinesiske mad er den en synd vi tillader os selv - dog kun én gang om ugen:)

Vi tager på Starbucks hver eneste søndag, og det er efterhånden blev vores andet hjem. Personalet begynder at kende os - Liangxiangs 'Western People' - og vi begynder efterhånden at huske dem. De har alle sammen engelske navne på deres navneskilte - Sam: Green Tea  og Zero: Latte - men deres engelsk er helt forfærdeligt og det er derfor stort set håbløst at forsøge at bestille nogle af deres drikke med engelsk navne. Det er således altid med et lille sug i maven at vi  løfter låget på koppen for at se hvad det så er vi har fået bestilt i dag.

Da vi først kom hertil var der ikke nogen Starbucks - den åbnede først i oktober - og da vi begyndte at komme der, var der næsten tomt. Men nu er der altid helt fyldt op, og mig og Miriam bilder os ind at det var fordi kineserne opdagede at 'The Western People' kom her at stedet blev trendy. På den måde er det lykkedes os at overbevise os selv om at vi faktisk burde have VIP-pladser:D
(Vi kan da i hvert fald se at service-niveauet på Barbela's Kitchen steg, da de opdagede at vi kom igen:) )

 

Nu skal det jo heller ikke handle om afsavn og hemmelige synder alt sammen. Forrige torsdag kom den endelig - min længeventede pakke! Det var en såkaldt 'care-packadge' som min tidligere roommate Hannah kalder det - en pakke fyldt med alt det gode derhjemmefra. Så nu har jeg chokofanter, chokolade, peanuts og kartoffelmospulver nok til at klare mig gennem de sidste 33 dage.
Pakken indeholdt også nogle andre essentielle ting, som eksempelvis et kalenderlys, en skrabekalender, krydsogtværs og en milliard kravlenisser. Men mere om julen senere. Eller jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.

Så nu takker jeg af og toner ud - men I må vel også efterhånden være trætte af at læse om mig, der bare ævler løs om den forfærdelige mad. Så slemt er det heller ikke. Det er faktisk til tider okay, men nøj hvor jeg glæder mig til jeg kommer hjem!

 

De blindes majshøst

Lørdag d. 19. oktober var alle os deltagere, der boede i Beijing, inviteret til at lave noget frivilligt arbejde sammen med IES Global. Mig og Miriam sagde ja. Vi skulle hjælpe et børnehjem for blinde med at høste deres majs.

Dette indlæg er oprindeligt skrevet til IES Global, så derfor er det på engelsk. Håber I kan leve med det, ellers må I google-translate det...

On Saturday the 19th of October Miriam and I got up at the hellish hour of 5.45. At 6.00 we took the bus to Beijing. The reason for this was that we had volunteered through IES Global to help an orphanage with their corn harvest.
This trip to China was/is the adventure of my life - so far - and I wanted to make the most of it, getting as much 'adventure' as I possibly could, so when Rona wrote to us Beijingers and invited us to join I thought 'Why not? This orphanage-thing sounds exciting and, incredibly enough, I actually miss hard physical labour.'

So we gave up the idea of a Saturday morning lie-in and instead spend two hours cramped in the subway with half of Beijing's population. We had no idea what we were heading into, who else was coming - if indeed anyone else was - where we were gonna go, what we were gonna do...
But - we'd been promised a good lunch and in our western-food-craving heads that was as good a reason as any:)

We arrived at the office - or Beijing Headquarters, if you like - of IES Global. Here we met Rona and one other participant, Galina, who we knew from the Inner Mongolia trip. The rest were all new faces. Smiling faces, though.
So we got in the bus and drove to the orphanage - that is to say, all the way back to Fangshan District where we had just come from...

We had no idea what to expect. A Chinese orphanage. I mean, you hear so many things about the Chinese... But then again, I had thought Chinese schools would be more like military trainingstations or robot factories and here I'd been proven quite wrong. Anything was possible.

But as familiar citycenter turned into familiar cityoutskirts which again turned into familiar countryside Kirsty from the volunteer department told us about this orphanage. The orphanage was in China, founded by a French couple, who lived in the Phillipines...? and the children were visually impaired, or mostly blind as it were.

They were raised after western standards, with western ideas, values and perspectives.

To me the 'visually impaired' part made the rest make more sense. Of course there are orphanages in China - we have orphanages in Denmark too:) - but I didn't quite understand why a French couple had to start one here and do it like that. 

In my head adopting a blind child must be quite a handfull, which must be why they taught these children English and raised them like westerners - to make adoption to another country so much easier.

We arrived at the orphanage and were greeted by a parkinglot full of corn and some children sitting on the stairs in front of a long, low building. It was kind of weird with these little children who couldn't see. You didn't immidiately realise it - they were just clinging to each other and their carer. I felt invisible, in some way. Like I wasn't there unless they touched me...

So, Kirsty had been here many times before and she gave us a tour of the orphanage. We saw the cosy little classrooms, the cantine and their little houses. They were raised in little family units, which I thought was a very heartening and sweet thing. Much better than the 50-girls-dorm I always get in my head when I think of orphanages and Chinese orphanages in particular.

The children were also taught how to care for themselves as blind people - how to put on their own clothes and do all those small things that people who can see tend to take for given. That was almost the best part, I thought - helping the children to help themselves. All the children came from other orphanages, and I could way too easily imagine what life in as a blind person in a normal Chinese orphanage would have been like.  

The orphanage was almost completely self-sustainable and grew most of their food themselves, which of course explained our reason for being there. Most of the harvest, as far as I understood it, was done by volunteers like us.

We went down to the field where other teams of volunteers were already working. There was still a quarter of the cornstalks standing, but most of them were shucking(?) corn - taking of the peel and putting the corn in big sacks, which could then be taken up to the parking lot for drying and sorting.

We threw our bags in a pile and quickly got to work - seven women around a big pile of corn. The guys started harvesting the still standing stalks. It was a perfect day - warm, sunny and totally smog free:)

Some of the corn had been lying there for a while and was semi-rotten, while others had maggots in them. We were relieved to hear that they fed those to the animals. Oh, well. Never having been on the squeamish side, I eagerly dug in and soon found a soothingly mechanical rhythm.

We shucked corn for two hours, I think, every once in a while moving on to a new pile. It was nice and we didn't mind the work, though we were rather relieved when the gloves arrived and we didn't have to directly touch all the yucky stuff.

Then we had that lunch. It was way better than I had imagined. When we were told there would be sandwiches, we were thrilled at the idea of actual bread and maybe even salad, but this was much better. Not only did we get actual, crunchy bread - we also got ham! and cheese! and pasta salad! and butter! and fruit! and cookies! 

It. Was. Awesome:D

After having gorged ourselves till we couldn't possibly eat anymore - someone madly suggested a dodgeball tournament. I felt pleasantly full and a little sluggish, but oh well, what the hell.

We played for two hours, and it turned out to be more fun than I expected. I didn't win, though - but Miriam got a fancy medal, so I felt that we had in some way redeemed ourselves.

Around 3 or 4 o'clock we said goodbye to the orphanage and drove home.  This time Miriam and I were dropped off in Liangxiang - anything else would have been silly.

This day had been very gratifying. Here I felt like I was really helping - instead of that exasperated 'what the hell am I doing here?!'-feeling I sometimes get with the worst classes.

I mean, even though you know that technically China is a developing country, most of the time you can't see it unless you really look hard, and back home people never mention China as a place where volunteering is needed. I guess there's more media focus on Africa and the other Asian countries.

China? They have so much money - they don't need help! People said that to me, when I told them I wanted to go to China.

Well, I'm here and I see the people back home being proven wrong everyday and on this day especially.

Ann Bjerregaard - Her er dit liv

 

Nu har i snart fulgt mit liv her i Kina i tre måneder, og det slår mig, at det måske var tid til at jeg fortalte jer om min hverdag her pa Bei Lu Yuan Xue Xiao, (xue xiao betyder praktisk nok 'lille skole'. Universitet er da xue - 'stor skole')

Mit soveværelse er østvendt, så jeg vågner som regel ved solopgang - det vil sige omkring 6.40. Dette er temmelig irriterende, da jeg som regel har brug for al den søvn jeg kan få.

Derfor bliver jeg liggende i sengen. Kl. 7.25 begynder børnehavebørnenes morgengymnastik, og jeg lytter mig igennem det faste repetoire af mærkelig kinesiske børnesange (og sangen 'Tarzan and Jane' af det danske band Toy Box - verden er i sandhed et småt sted!).

Kl. 7.35 ringer mit væggeur og jeg står op. For nogle uger siden blev vi trætte af den kinesiske morgenmad(mere om den i et senere indlæg), så jeg koger vand og laver en lille potion havregrød. Havregryn er heldigvis forholdsvis billige i vores lokale supermarked:)

Så sidder jeg i sofaen og spiser min grød mens jeg med et efterhånden trænet øje vurderer luftkvaliteten denne morgen. Fra mit stuevindue kan jeg se ud af den gård hvor skolen ligger og hen på en kran og et hus. På en god dag kan jeg se huset. På en dårlig kan jeg kun lige akkurat skimte kranen. Sommetider er kranen helt væk. Så ved jeg at luften udenfor vil smage underligt, og jeg går og får lyst til at trække vejret gennem mit tørklæde, men gør det ikke. Ingen andre reagerer og jeg føler mig så fjollet.

Efter morgenmaden sidder jeg lidt og kigger på mine lektionsplaner for denne dag. Måske drikker jeg en kop the. Kl. 8.30 præcis banker Miriam på og vi går hen til skolen. Der er helt stille på denne tid, fordi eleverne har time.

Over hovedindgangen hænger der en LED-skærm, der viser inspirerende citater og fremtidsdrømme, skrevet på det mest fantastiske Chinglish. Det er efterhånden blev en slags stående joke - gad vide hvad de skriver i dag af skøre ting?

Jeg burde næsten fortælle jer nogle af de sjoveste. Af dem jeg husker er blandt andet 'I want to be a science.' , 'be a swim player' og en anden, overraskende korrekt og ærlig fremdtidsdrøm var 'I want to be a brave and powerful policeman. Protect the good and punishing the bad guys' - skrevet af en elev fra sjetteklasse. Så sødt!

Vi går op til 'Foreign Teacher's Office' på tredje sal. Hilser et hurtigt 'Good morning' til de andre engelsklærere og sætter os ned og begynder at forberede os på dagens lektioner. Vi har vores egne computere på kontoret. Som regel tjekker jeg skype, men da kl. er 2 om natten hjemme i Danmark, er der aldrig nogen på.

Mandag, tirsdag og onsdag begynder min første lektion kl. 10.10. Om torsdagen har jeg helt indtil kl. 11.00, og om fredagen starter jeg allerede kl. 8.50. Morgenen bruger jeg som regel på forberedelse - skrive lektionsplaner, finde og lave materiale, planlægge kommende lektioner... alt det der halløj.

Vi har egentlig temmelig meget tid til forberedelse, når vi sådan sidder på kontoret, og derfor laver vi sjældent noget derhjemme. En del af tiden på kontoret bliver også brugt på kedsomhed... Det er utroligt så mange gange om dagen man kan se sig nødsaget til at tjekke sin email.

Kl. 9.30 er der morgengymnastik for alle skolens elever. Lige i øjeblikket arbejder vi alle tre på tre små skuespil, som elever fra forskellige klassetrin skal opfører engang i næste uge, når der er temauge. I denne halve times pause kommer altså 7 femteklasser til vores kontor for at øve sig igennem 'Clumsy Hans' som jeg har genskrevet meget simpelt til lejligheden.

Vi øver det igennem en tre gange eller sådan noget, og eleverne er efterhånden blevet rigtig dygtige - selvom de dog stædigt insisterer på ikke at gøre noget som helst ved det, når jeg gør dem opmærksom på fejl i deres intonation. Således er det, at jeg siger næsten de samme ting til de samme elever hver eneste gang. Nu har jeg efterhånden givet op og fokuserer mest på skuespillet, som stadigvæk mangler en del.

Det er de bedste elever fra alle mine tre 5. klasser, der er blevet udvalgt. Jeg kender ikke rigtig deres navne... i mit hoved er de 'Princess', 'Clumsy Hans', 'Brother 1 and 2' og så videre.

Mellem hver lektion er der 10 minutters pause, og kl. 10.05 og 14.30 er der øjenmassage, hvor en båndoptagelse over skolens højtaleranlæg taler eleverne igennem deres daglige afspændingsøvelser. 'Yi! Er! San! Si! Wu! Liu! Qi! Ba! Er! Er! San! Si!' og så en helt masse andet kinesisk volapyk. I det mindste er jeg da blevet exceptionelt god til at tælle til otte:)

Jeg forlader som regel kontoret en 3 - 4 minutter før timen begynder, da jeg som regel ikke har så langt at gå. Enten er det een etage op for 5. klasse, én etage ned for 3. klasse og to etager ned for 2. klasse.

Hos 2. klasserne ankommer jeg dog som regel tidligere, da de er så søde og fantastiske at snakke med i frikvartererne, og jeg bilder mig ind at det virkelig hjælper deres engelsk at snakke med mig. Der skal som regel også sættes et vist tidsrum af til at komme igennem det gule og røde hav af 7-8 årige - Hello, teacher! What's your name! og high fives og alt det der. Mine øreringe er også en evig genstand for beundring. Lige nu kører jeg 'Halloween' med de fleste af mine klasser, så jeg har mine græskarørering på. Om ikke andet får de da lært 'a pumpkin' selvom en del af mine 2. klasser stadigvæk stædigt fastholder 'apple!'

 

Kl. 11.40 (eller 11.30 når der kommer til 2. klasserne) er der frokostpause. Ofte bliver jeg hængende lidt i klasselokalet og taler med de interesserede - som regel de stærke elever. Så går jeg til frokost i skolens/områdets kantine.

Som jeg vist nok tidligere har nævnt, så er området her et 'community' hvilket betyder at kantinen er åben for alle. Jeg fortæller mere om vores kantine og maden dér i et senere indlæg...

Efter frokost går vi hjem til vores lejligheder igen. Nu er klokken omkring 12, og så har vi ellers 1.5 times pause, før næste lektion begynder kl. 13.40. Det er dog kun om mandagen og onsdagen, at jeg har time lige efter, så som regel kan jeg bare gå op på kontoret og så sidde og forberede mig lidt mere. Eller kede mig:)

Alle lektioner - undtagen 2. klasserne lige inde frokost - er 40 minutter lange, og jeg har enten 3 eller fire af dem hver dag. Det er jeg nu temmelig glad for, for de andre to har dage, hvor de kun har to timer eller dage hvor de har 5. Så vil jeg hellere have det spredt lidt ud.

Tirsdag, onsdag og torsdag har jeg mne seks 3. klasser. De er godt nok umulige sommetider! Slet ikke som mine 2. klasser, som bare er så nuttede at man ikke kan andet end elske dem, selvom de snakker:)

3. klasserne har ikke den samme grad af nuttethed, og de er ikke ret gode til engelsk, så de kan slet ikke koncentrere sig om hende den mærkelige dame der står der oppe ved tavlen og vinker og klapper og synger sange helt solo...:S

Mandag morgen er fyldt med 2. klasser, så det er jo herligt. Men om eftermiddagen underviser jeg 7. klasserne!!! Der er stor forskel på de to klassers engelsk niveau og engagement. I 7(1) får jeg frivillige, hvis jeg beder om det. I 7(2) kan jeg knap nok få drenge og piger til at arbejde sammen.

Min fredag er lidt speciel. Her har jeg tre morgenklasser og ingenting efter frokostpausen. Som regel er dagen ovre, når tre lektioner er gået for mig, og derfor føles fredagene så underlige - de føles ovre, selvom det kun er frokosttid. Det er dog rart nok. Jeg bruger de ekstra timer på kontoret på at forberede næste uges lektioner og lave materialer (powerpoints, flashcards, papirstykker) der tager længere tid end jeg som regel har.

En gang i mellem får jeg tid til at øve lidt kinesisk - ikke at det gør meget, og så får jeg blogget, som nu i dag.

Det er endnu ikke blevet en rutine, men det bliver det snart. Kinesisk timer. Gennem TTC er vi berettiget til to timers kinesisk om ugen, men vores skole har været temmelig langsom i optrækket, så vi har først fået vores første i sidste uge.

Det var meget uformelt og hyggeligt - vi spurgte vores kontaktlærer om navnene på en masse kinesiske retter og den slags, som vi havde brug for at kende, når vi bestiller mad i kantinen. Jeg lærte også at sige "an jing!" som betyder "Be quiet!" på kinesisk. En meget praktisk sætning, som jeg skrev på tavlen i en af mine 3. klasse timer. De synes det var sjovt og spændende at jeg skrev kinesisk, men gjorde ikke andet end at rette mig - jeg havde altså skrevet tonen forkert...

Min sidste lektion slutter kl. 16.25 mandag, tirsdag og torsdag, mens det er 15.15 om onsdagen og altså 11.40 om fredagen. Det samme gælder for de andre, undtagen Bens tirsdag, hvor han har en ottende lektion, der først slutter kl. 17-et eller andet.

Derefter sidder vi på kontoret og forbereder os på morgendagen, flader ud i vores stole, drikker the, spiser halspastiler(overranstrengte stemmer er skam ingen joke her!) og er ellers bare generelt udkørte. Undervisning er hårdt hårdt hårdt!

Klokken 17.30 kan vi gå hjem fra kontoret. Så sidder jeg og stener i min sofa eller spiller syvkabale indtil vi mødes for at gå til aftensmad kl. 18.30. Når vi passerer skolen på vejen til kantinen, ser vi de sidste elever - 9. klasser - forlade skolen og blive hentet af deres forældre. Og hjemme i Danmark plejede vi at beklage os, når en time først sluttede 15.15!

Aftensmaden er som regel en halvtrist affære, og på vejen hen til kantinen fantaserer vi om alle de ting, vi vil spise, når vi kommer hjem... til vores respektive hjemlande altså.

Spegepølsemader, cornflakes, frisk agurk, kartoffelmos, frikadeller, frugt...

Efter en halv times aftensmad går vi tilbage til vores lejligheder, hvor jeg nu har 3 timer, der skal gå, inden jeg kan begynde at overveje at gå i seng. Så spiller jeg lidt mere syvkabale eller edderkop - de to eneste offline spil jeg har på min tablet pt. Andre dage læser jeg, men det kan jeg ikke blive ved med. Er netop begyndt på min 22. bog, og jeg har snart ikke flere tilbage...

Altid har jeg skype åben, men grundet tidsforskellen er det jo ikke ofte, at der er nogen på. Det er netop nu lykkedes mig at skaffe nogle film, som jeg har se på mit tv, ved hjælp af en usb og en overanstrengt Dropbox. Det er dog ikke mange, jeg har, så jeg rationerer dem og altså er aftenerne nogle kedsommelige affærer.

Det kan jo heller ikke rigtig svare sig at forberede sig til næste dag, når vi har så meget tid om morgenen.

Det er nu okay - når jeg kommer hjem fra arbejde har jeg virkelig bare brug for at flade ud, og så er det rart nok med så lang tid, der bare kan drysses væk.

Weekenderne bliver også fortrinvist brugt på at sove og genoplade. Om lørdagen tager mig og Miriam ind til Beijing, hvad enten det er shopping eller sightseeing vi går efter, og om søndagen sover vi, vasker tøj og går i supermarkedet - vi har en Carrefour, en fransk supermarkedskæde, der er det tætteste på et vestlig supermarked, vi kan finde på disse kanter. Her kan vi få tilfredsstillet nogle af vores behov, men langt fra alle.

Det er nu i begyndelsen af november, og man begynder så småt at kunne mærke at vinteren er på vej. Endnu er vejret som en fantastisk septemberdag, men om aftenen og morgenen er det p*sse koldt! I Kina er varmen centralt styret, og regeringen og myndighederne i Beijing har bestemt at der først tændes for varmen den 5. november.

Indtil da pakker jeg mig ind i mine tæpper og borer tæerne godt ned i hjemmeskoene. Jeg har også endelig fået købt mig en dejlig jakke, et par vinterstøvler og nogle rigtig gode, tykke handsker, så nu kan vinteren bare komme an... 

Nå, men det var så min beretning om dagligdagen og livet her i Liangxiang Town, Fangshan District, Beijing. Det går stille og roligt, uden så meget ståhej, men det er jeg nu glad for. Jeg får den ståhej jeg har brug for i weekenderne.

Selvom det er rart og afslappet her, tæller jeg dog dagene til jeg kommer hjem - om ikke andet så da bare for spegepølsemadernes skyld!

På et tidspunkt, når jeg får tid, vil jeg fortælle om min tur til Indre Mongoliet, men mit næste indlæg bliver om noget frivilligt arbejde vi lavede. Derefter må jeg vist hellere, langt om længe, fortælle jer om det Kinesiske Køkken, med alle dets mærkværdigheder, samt mit forhold dertil...:S

Pjerrot sagd' til månen 'lys nu hvid og klar'...

Men det hørte den kinesiske måne vist ikke, for den lyste hverken hvidt eller klart, da dagen kom hvor den skulle fejres.

Torsdag d. 19. september kom Månefestivallen eller Mid-autumn Festival, en kinesisk festdag, hvor familier mødes og spiser månekager og ser på månen. Det er den anden vigtigste festival i Kina, og denne dag var en fridag.

Mig og Miriam tog ind til Beijing for at se om vi kunne opstøve noget kinesisk festivalstemning...

 

På internettet havde vi læst, at Bei Hai Park i nærheden af Den Forbudte By var et godt sted, så dette var vores destination. Først havde vi dog andre ting, vi gerne ville, når vi nu alligevel var 'i byen'.

 

Vi stod forholdsvis tidligt op og gik i supermarkedet, hvor vi købte noget yoghurt på pose, samt noget brød, som vi spiste til morgenmad i bussen. Inden vi tog bus nr. 616 til Beijing købte vi traffikkort - en slags universalkort, der giver rabat i både busser og metroer i hele Beijing og omegn, så vi i stedet for at betale 3,5 RMB for busturen kun betalte 1 RMB. 

Så da vi stod på bussen kunne vi blot presse vores nykøbte kort mod scanneren som de lokale, i stedet for at købe billetter som de andre turister. Nu var vi pludselig indfødte. Her var det håndgribelige bevis på at vi rent faktisk bøde her. Jeg BOR i Beijing!

 

Så vi tog den timelange bustur ind til Beijing West Railway Station; en af Beijings gigantiske togstationer. Det er den mest imposante, latterligt store bygning, jeg nogensinde har set! Stilarten er temmelig mystisk - et overraskende mix af klassicisme og kinesisk byggestil: store klodser toppet af pagodetage.

 

 

Togstationen var fyldt med mennesker, der skyndte sig til eller fra. De fleste af dem bar på røde poser af variende størrelse - månekager, som de skulle hjem og dele med deres familie eller venner. Det samme fænomen så vi i undergrundsbanen, da vi bevægede os videre. Overalt var der mennesker med røde poser, og i det hele taget var mængden af mennesker så stor, at den næsten kunne måle sig med morgentrafikken i undergrundsbanen. Vi måtte mase os ind i Linje 9 mod National Library, og denne gang behøvede vi ikke engang at holde fast i håndtagene eller noget som helst for vi stod som sild i en tønde.

 

Det var en lettelse, da vi endelig nåede National Library og kunne presse os ud af toget. Det var dog det samme overalt, så det hjalp ikke meget da vi skiftede til Linje 4 - een af byens hovedpulsårer med stop ved både Tian'anmen Square (øst og vest), Den Forbudte By, Wangfujing og Xidan Shopping Street. Denne gang var det Wangfujing Shopping Street, der var vores destination, for vi sigtede efter BØGER!!!

 

Først besøgte vi den fireetages boghandel, der lå i den ene ende af shoppinggaden. Denne boghandel gjorde det hovedsageligt i kinesiske bøger, men vi fandt dog en lille afdeling med engelsk klassikere - mest Shakespeare, Dickins, Bronte og biografier af kendte amerikanske politikere.

Det, der var mest interessant, var dog deres børnebogsafdeling, hvor de havde tonsvis af kinesiske og oversatte børnebøger. Her fandt jeg blandt andet H. C. Andersens Eventyr og Narnia-bøgerne. Vi kiggede specielt efter Lær-engelsk børnebøger, og vi fandt da også nogen, men de var dyre.

 

 

Dernæst gik vi op ad den tætpakkede shoppinggade mod Wangfujing Foreighn Language Bookstore, som jeg vist nok har fortalt om tidligere. Dette og også en fire-etages boghandel, men specielt 3. sal - importerede bøger - er fantastisk. Her kan man få alle tænkelige klassiskere for den sølle pris 20 RMB, altså mindre end 20 kr. Denne gang undlod jeg dog at købe mig fattig i dem, men tiden vil komme, for jeg har ikke bøger nok til at holde mig kørende i yderligere 3 måneder...

 

Nå, men vi kiggede altså efter engelske børnebøger, som vi kunne læse højt for eleverne, eller letlæsningsbøger, som de kunne læse for os. Og nøj, hvor var der mange at vælge imellem. Blandt andet fandt jeg en bog med alle Disney Klassikerne som godnathistorier. Jeg var fuldstændig solgt, men min nærrighed sagde nej, for den kostede 170 RMB. Til sidst endte jeg dog med alligevel at smide en masse penge efter bøger, da jeg købte 'Horton Hears a Who', på dansk 'Horton og støvfolket Hvem'. Jeg elsker den historie, selvom den nok er lidt for svær for mine 2. klasser... hm...

Derudover købte jeg en ret morsom bog kaldet 'Tyrannosaurus Drip', der har en lidt Grimme Ælling-agtig handling. Denne bog inspirerede mig - nå, ja, men vi skal da snakke om dinosauere! Det' da det vi skal! Nu kører jeg jo allerede Monsters med mine 5. klasser, så 3. klasserne og 2. klasserne skal da også have lidt!

 

Efter dette krydsede vi gaden og gik ind i et gigantisk shopping center. Seriøst, I vil ikke tro jeres egne øjne, hvis I så hvor store de kinesiske shopping centre er! Det er helt sindsygt! De fleste af dem har en 6 - 7 etager, snildt mere end 1000 kvadratmeter...

Det er intet under at kineserne klager over at vi ikke har nok shopping muligheder, når de kommer til Danmark for at glo på Den Lille Havfrue! ;)

 

Vi var efterhånden godt sultne, så på 6. sal - Food - fandt vi en lækkert cafeterie, hvor de serverede den bedste stegte ris, jeg endnu har fået. Og hvad var endnu bedre: de havde lavet plastikkopier af alle retterne, så det eneste vi behøvede at gøre var at pege:)

 

Efter dette lækre måltid begav vi os af sted mod vores egentlige destination, Bei Hai Park - Nordligt Hav Parken. Det tog os over en time at komme derhen, men nu var trafikken i metrøn i det mindste taget lidt af, efterhånden som dagen var gået og folk var kommet hjem til deres familier.

 

Kl. 16 ankom vi til parken, som er flere hundrede år gammel og indhegnet af en høj mur. Der stod mange mennesker i kø til billetterne - ja, her i Kina betaler man for at komme ind i parkerne - men det blev dog hurtigt vores tur. Efter at have betalt de 10 RMB det kostede at komme ind, gik vi gennem portalen og direkte ind i en bambusskov. Det må have været en slags bagindgang, for selvom der var mange mennesker på stien, var det vist ikke den rigtige. 

 

Vi gik igennem en måneport og stod pludselig på en bred sti, flankeret på den ene side af høje piletrær og på den anden side af en lav mur og nogle fyrretræsklædte bakker. Gennem piletræernes grene kunne vi se søen - Bei Hai.

På søen sejlede udsmykkede turbåde, der kørte i pendulfart mellem landingspladsen på denne side og en stor ø i midten af søen. Der var også mange pedalbåede, der dog tog det lidt mere roligt.

 

 

Øen i midten af søen var prydet af et kæmpestort hvidt bygningsværk - Den Hvide Pagode - som var et buddhistisk tempel. Det var dog temmelig smogget denne dag, så det var bare en stor klat af gråt mod noget, der var en lidt anden nuance af gråt. Ikke videre imponerende, og vi bekymrede os også lidt, for vi var jo kommet for at se månen, men med dette vejr...

 

 

Nå, men så spadserede vi ellers hen ad stigen, mens vi stoppede op hvert 10. meter for at tage billeder. Her var mange mennesker, men det var en stor park, så vi var spredt godt ud.

 

Inde mellem nogle trær fandt vi en plads hvor der var en lang åndemur. En åndemur er sat op som en beskyttelse mod ånderne, der kommer på vindene oppe nordfra. Denne mur havde en masse keramikdrager i kraftige glasurfarver på. Det var meget flot og specielt.

 

Her var virkelig kinesisk kunst! Det var ret imponerende, specielt når man tog murens alder i betragtning.

 

Snart kom vi til tre små pavillioner, der stod på miniøer ude i søen.

 

 

 

Der hørtes musik i den ene af dem, så vi gik over den lille bro for at undersøge det nærmere. Musikken vidste sig at komme fra tre ældre mænd, der morede sig med en mikrofon og et keyboard. Vi satte os på en bænk overfor dem og kiggede ud over søen, mens vi lyttede. Mændene sang og lo, og mange mennesker stoppede op og kiggede på. En kinesisk kvinde begyndte at danse og fik snart selskab af en lille pige.

 

 

 

Efter omkring en halv time havde vi fået kræfterne lidt tilbage, og vi gik videre. Det var dog ikke langt, vi næede, for i den sidste af de tre pavillioner sad en mand med en violin og spillede. Det var en mystisk violin - en elektrisk een, der ikke brugte akkustik, men bare sendte signalerne direkte videre til en højtaler. Den musik, han spillede, mindede en smule om klassisk musik, men med tydelige kinesiske kendetræk. Det var en meget smuk blanding, og her blev vi altså NØDT til at stoppe op igen.

Til sidst måte vi dog gå igen, for vi var så trætte efter den lange dag, at vi ville falde i søvn...

 

 

 

Så vi spadserede videre ud langs promenaden og kom forbi et tempel, som en Qing-kejser havde bygget til sin mor i anledning af hendes fødselsdag. Her var også et rigtig sødt lille vandfald med een af de der karakteristiske kinesiske brør.

På en sten stod en mand og gav en vild kat vand fra en flaske. Dem var der rigtig mange af - de vilde katte altså:) Flere af dem lignede racekatte, men de så sultne og upassede ud.

 

 

 

Vi kom også forbi en lille legeplads, hvor der var en statue af en partimand i Sun Yatsen-tøj, der fortalte historier for nogle små børn. Det var ret mærkeligt på den sjove måde. Det er meget nemt at glemme at Kina er en kommunistisk land, men sommetider bliver man lige mindre om det.

 

 

Promenaden var cirka 2 km. lang og vi gik hele vejen ud til enden. På vejen tilbage satte vi os på en bænk for at vente. Det var langsomt ved at blive mørkt, og der kom flere mennesker til. Der var rigtig mange kinesere med gigantiske kameraer og kamerastativer, som de satte op, så de pegede direkte øst, på himlen over Den Forbudte By.

 

Flere gange var vi lige ved at opgive vores venten, for vi var trætte og sultne og det ville tage os halvanden time at komme hjem, men hele tiden holdt vi dog fast - nej, vi skulle altså se fuldmånen når det nu var Månefestivalen.

 

Mange kinesere var taget herhen med hele deres familie og sad nu i den dæmpede belysning og spiste månekager og drak the. Vi havde ikke nogen månekager, for selvom vi havde været på udkig efter nogen, så havde vi slet ikke set nogen, der blev solgt enkeltvis og vi havde ikke tænkt os at give 100 RMB for en pakke med 10 i. Ja, månekager er meget dyre, kinesiske priser taget i betragtning...

 

Ude på søen tændte bådene deres lamper, og snart kunne vi ikke se andey

 

Pludselig fik jeg øje på en mærkelig, lysere klat i den tykke smog, der hang over byen mod øst. Den var rødorange - farvet af smoggen - men der var ingen tvivl om at det virkelig var den, fuldmånen. Vi pegede og flere kinesere vendte sig om og sluttede sig til os, men snart forsvandt den igen.

 

Det begyndte at blive koldt, og til sidst gav vi op. På vejen hjem var metrøn næsten tom. Det var åbenbart kun familieløse lærerpraktikanter, der var ude på dette tidspunkt.

 

På vejen over en fodgængerbro ved Beijing West Railway Station så vi den dog endelig. Fuldmånen! Der hang den, så stor og flot lige ved siden af den gigantiske bygning. Så var dagen reddet:)

 

Vi var trætte og der var meget stille i bussen på vejen hjem. Pludselig så jeg et mærkeligt orange lys oppe i himlen. Først trøde jeg at det bare var en tv-mast eller sådan noget, men lidt senere så jeg een til, og så een til. Deres højde tog af, med det første lys højt oppe i himlen, det næste tættere på jorden og så videre, indtil jeg pludselig så eet af lysende komme blinkende til syne over nogle trætoppe. Flere lys blinkede inde mellem trærne, og nu forstod jeg hvad det var. Lanterner! Det var for mørkt til at jeg kunne se meneskerne, men nede mellem trærne var de samlet for at sende lykkebringende lanterner op til den strålende fuldmåne.

Det var så smukt og fantastisk - jeg har altid elsket den scene i To på flugt, hvor de sender lanterne op, og nu kunne jeg se det med mine egne øjne!

 

Så med næsen trykket mod busvinduet sad jeg under hele køreturen og spejdede efter flere gyldne lys og glimt af fuldmånen.

 

Da vi kom hjem, så vi også her lanterner, selvom disse var større. Oppe på fodgængerbrøn ved vores skole stod en flok mennesker samlet om en stor, tilsyneladende hjemmelavet lanterne. Jeg så hvordan de tændte ild i den, og holdt den mens luften langsomt blev varmet op, indtil den pludselig blev let nok til at bære sig selv. Med et lille skub sendte de den opad for at slutte sig til de andre svævende lys.

 

Klokken var omkring 9 om aftenen, men vi skyndte os lige i supermarkedet, for vi måtte altså se om de ikke havde nogen månekager - det kunne da ikke oasse, at vi ikke fik spist månekager til Månefestivalen!

Heldigvis havde de stadigvæk en lille pakke af den billige variant, så dem købte vi og gik hjem og så Mulan. Månekagerne var ret flotte med deres mystiske krummelurer og halløjsa. Indeni var der en slags figenpostej, så det smagte lidt som en figenstang pakket ind i bløde Mariekiks - på den gode måde selvføligelig! 

 

Hele denne tur og oplevelsen af den kinesiske kultur på så tydeligt et plan havde bragt mig i Kina-humør og jeg fik simpelthen sådan lyst til at se Mulan, som jeg havde købt for 38 RMB.

Det er utroligt så mange ting i den film, der giver mening nu! Skørre gamle kinesiske koner, lykkebringende ting, the, spisepinde, spytning, lydighed, dumplings, den kinesiske mur - der har jeg været! - og Den Forbudte By - der har jeg også været!

 

Alt i alt var det en meget begivenhedsrig og speciel dag, og den dag, hvor jeg har været tættest på de kinesiske traditioner. Jeg beklager meget, at det skulle tage mig en måned at få det frem til jer.

 

Happy Teacher's Day!

Tirsdag d. 10. september var en ganske speciel dag for os lærere. Det var nemlig Teacher's Day - en kinesisk tradition, som ingen af os var helt sikre på hvad var, og vi havde kun hørt kortfattede bemærkninger fra de kinesiske lærere.

Fra mit vindue den morgen havde jeg set de små førsteklasser og børnehaveklasser komme til skole med store buketter af blomster, men ingen kunne have forberedt os på det blomsterfyldte menneskevirvar, der mødte mig og Miriam, da vi gik til morgenmad. Overalt var der kinesiske skolebørn - klædt i rødt, hvidt og gult, som de er her - der i større eller mindre grad var belæsset med blomster.
Vi blev hilst med det sædvanlige "Hello, Teacher!" men denne gang også med "Happy Teacher's Day!"

 

Pludselig kommer en pige løbende hen til os med en potteplante - "Happy Teacher's Day!" siger hun og giver os hver en potteplante på skolens vegne. Vi smilede og beundrede den og 'Thank you very much!' og alt det der, og selvom det måske virker en smule overfladisk, var jeg helt vildt glad for den lille potteplante. Jeg har været i gang med at personliggøre min lejlighed og en lille potteplante er bare lige prikken over i'et! Nu virker det mere som et hjem end bare et sted, jeg bor for tiden.

 

Da jeg senere den dag skulle undervise mine 2. klasser, kom de alle sammen op til mig i begyndelsen af timen og overrakte en eller anden lille ting - en lille blomst, en tegning, et papirsudklip...

Før jeg vidste af det stod jeg med en hel lille bukket. "Wow, this is so cool! Thank you very much!" sagde jeg, gang på gang, og mit lærerhjerte blev endnu gladere for svaret "You're welcome", som jeg fik fra nogle af eleverne:D

Jeg fik også en smukt foldet origamiblomst, som jeg var meget glad for.

 

Således belæsset med blomster forlod jeg klasseværelset for at gå til frokost. På vejen gik jeg forbi mit kontor for at efterlade mine blomster der, så jeg ikke skulle sidde med dem mens jeg spiste.

 

Da jeg kom tilbage, var de væk.

 

Først undrede jeg mig bare. Er der ikke noget, der mangler her? Så kom jeg i tanke om blomsterne. Jeg kiggede mig lidt omkring. Hvor var de? Jeg kiggede i skraldespanden - måske havde nogen smidt dem ud - jeg kiggede endda på de andre læreres kontorpladser (Jeg var alene på kontoret, heldigvis:) ).

 

Endelig fandt jeg mine blomster - i en af de andre læreres portfoliomapper!!! Jeg blev fyldt af en mærkelig indigneret vrede - mærkelig, for det var trods alt kun blomster. Hun havde taget mine blomster! Mine blomster, som mine søde, små 2. klasser havde givet mig! Hun havde taget dem!

Første gang jeg sådan rigtig får blomster på den måde, og så bliver de taget før jeg overhovedet fik en chance for at nyde dem!

Den rationelle halvdeldel af min hjerne sagde at hun nok havde troet at det var hendes - måske havde hun fundet nogle blomster og bedt nogle elever lægge dem op på kontoret...

En fjerdedel af min hjerne følte kun distanceret selvironi og morede sig gevaldigt - utroligt at jeg kan blive så ked af det over noget så mundant! ;) - mens den sidste fjerdedel snøftede... mine blomster!

 

Hvad skulle jeg gøre? Jeg ville jo gerne have mine blomster igen - et øjeblik strejfede tanken mig bare at tage dem igen. Men det føltes ligesom forkert på en måde. Nu var de jo derovre, ved hendes kontorplads. Hun havde på en måde gjort dem sine, sådan som jeg troede at jeg havde gjort dem til mine ved at lægge dem på mit bord. Det føltes lidt for meget som at stjæle, så først gjorde jeg ingenting.

Så kom en af de andre lærere ind. Jeg spurgte lidt henkastet om hun havde set mine blomster. "I can't find my flowers. I left them here - when I went for lunch - and now they're gone." Jeg håber ikke jeg lød alt for ynkelig. Den anden lærer - Ice er navnet - så sig lidt omkring, indtil jeg forsigtigt bemærkede at jeg vidst nok troede, at det var mine blomster derovre, ved det andet bord - ja, her... mine blomster, jeg tror vist nok det er dem her...

 

Ice løvede at hun ville spørge den anden lærer, men da den anden lærer kom tilbage efter time i pausen, og jeg rettede mig op og kastede Ice et ubemærket forventningsfuldt blik, skete der ingenting.

Og ingenting fortsatte med at ske.

 

Jeg sad der uden at ane mine levende råd.

 

Pludselig kommer Ice hen til mig med en blomst. "For you," sagde hun. Det var en pæn blomst - pakket ind i folie og med guldståltrad og det hele. Men det var jo ikke min blomst... det var bare ikke det samme.

"But this is your flower - don't you want your flower?"

"No no, it was just some student who gave it too me," 

Er det ikke det, der er pointen? tænkte jeg, men tog imod gaven fordi det i Kina er meget uhøfligt at sige definitivt nej til en gave (Man skal selvfølgelig huske at afslå mindst to gange - nej, det er da for meget, det havde du ikke behøvet...).

 

Så mit totale Teacher's Day-udbytte var to blomster, et T-shirt formet klistermærke, to lyserøde papirudklip af en solsikke og nogle glade stjerner og en potteplante.

Og selvom det var mere end jeg nogensinde havde forventet, gik jeg dog rundt resten af dagen og følte mig en smule ved siden af mig selv.

 

 

Min eftermiddagslektion var aflyst, men det havde jeg selvfølgelig glemt, da jeg sad oppe og planlagde den aftenen forinden. Hm.

I stedet var der et eller andet slags arrangement, som Grace kun flygtigt havde nævnt som 'We do some push and pull' hvad det så end var for noget.

 

Så kl. 15.35 gik vi med de andre engelsklærere hen til begyndelsen til den bro, der går fra skolen over vejen til sportsanlægget. Her skulle vi stille op i en linje sammen med de andre engelsklærere. Den forreste engelsklærer havde en fane - grøn med en eller anden krusedulle på. Hver eneste lærer' fakultet' havde deres egen fane, således at matematiklærerne gik bag deres og geografilærer bag deres osv.

 

Så gik vi i gåsegang over brøn. Hist og her kom der elever gående - enten på vej til sportspladsen eller på vej hjem.

Alt gennemsyredes af en nærmest ferieagtig stemning, for eleverne havde fået fri to timer tidligere end de plejede, og lærerne gjorde noget unormalt og fjollet.

 

Nå, men vi gik altså over brøn og hen på fodboldbanen. Os udenlandske lærere fattede ikke en brik af hvad der skete, så vi holdt os bare til Grace og de andre og lod os lede af fagter.

Hver af os knugede en lille lap papir, hvorpå vi havde skrevet noget kinesisk krims-krams, som de gerne ville have os til at sige. Vi havde brugt lidt tid på at øve det, men var langtfra sikre, og således var det altså at vi gik med fjogede, forvirrede smil og var vis på den kommende totale ydmygelse.

 

På sportspladsen blev vi mødt af elever med farvestrålende pomponer, som de ivrigt viftede og heppede med. Der stod allerede mange rækker af lærere - fuck, hvor var der mange! - i fine rækker.

Alle rækkerne stod vendt mod et stykke af løbebanen, hvor der var opstillet en mikrofon. Bag mikrofonen stod alle fanebærerne, og en efter en kom de op til mikrofonen og sagde et eller andet, hvorefter folk klappede eller hujede. Først anede vi ikke hvad det var, men så spurgte jeg Grace, og hun fortalte at hver gruppe lærere havde et slogan, som de sagde.

Mikrofonen var en typisk elendig kineser-mikrofon (no offence) og det lød mest som en genforening af en familie af R2D2'er. Hvordan de kunne forstå et ord, er et mysterium.

 

 

Pludselig var det vores tur. Vi skulle op og stå bag mikrofonen, og så skulle vi træde frem en efter en og præsentere os selv. Denne gang var der selvfølgelig nogen, der løb frem og fiksede mikrofonen, så man pludselig kunne høre alt med pinlig tydelighed.

Jeg var den sidste, så Ben og Miriam stod deroppe allerede. Jeg trådte frem, og efter et flygtigt blik på min seddel, som jeg holdt skjult i hånden, sagde jeg, med hvad jeg selv synes var perfekt udtale:

 

"Wo jiao Ann Bjerregård. Wo laitze Danmai."

 

Derefter skulle vi i kor sige den sidste sætning, som var lang og kompliceret. Jeg havde haft to timers pause, så jeg havde øvet den, men det havde de andre ikke, så det blev noget mærkeligt rod.

 

"Wo hen xi hua Bei yu Luan xue xiao"  oversat: Jeg kan rigtig godt lide Bei Yuluan School.

 

Det blev vist temmelig uforståeligt, for 'toast masteren' gentog den sidste sætning bagefter, så de andre lære kunne forstå os og klappe...

 

Derefter kunne legene begynde.

 

Først skulle hvert hold gå, så hurtigt de kunne ned af løbebanen - men her kommer den tricky del: deres ben skulle være bundet sammen!

Det var noget de gjorde hvert år, og flere lærerteams havde tydeligvis øvet sig, for de nærmest løb ned ad banen med deres 'Yi! Er! Yi! Er!' (Et ! To! Et! To!).

 

Det så ret sjovt og mærkeligt ud, og langs hele banen stod eleverne og heppede.

 

Så blev det pludselig vores tur. Det var åbeenbart noget med at det var smartest, hvis de højeste gik i midten, så vi vesterlændinge blev med det samme gennet ind på midten. Vi forstod selvfølgelig stadigvæk ikke en bjælde, men lod dem bare guide os derhen, hvor vi skulle være. Jeg var åbenbart ikke helt høj nok, for en anden kinesisk engelsklærer skulle pludselig ind mellem mig og Miriam, men det blev ændret i sidste øjeblik.

 

Så blev vores ben bundet sammen med nogle dertil indrettede velcro-elastikker. Vi tog hinanden under armene og stod lidt der. Øhhhh...

"Which leg first?" spurgte jeg desperat, og nogle kom hen og prikkede til mit ene ben, men da vi så begyndte at gå og lærnerne talte 'Yi! Er!' gik det helt galt og vi var tragisk meget ude af takt. Den elastik, der bandt mig og en anden engelsklærer sammen, gik op og så måtte vi bare prøve at følge med, uden at falde.

Vi var godt nok tæt på at gå på næsen hele bundtet, flere gange. Jeg kunne lige se elevernes ansigtsudtryk, hvis det skulle ske.

For nu at gøre det endnu bedre, stod mine 2. klasser nede ved startlinjen. Akavet...:S

 

 

Vi var langtfra de hurtigste, men jeg ser det personligt som en stor triumf at ingen fra vores team endte med næsen i gruset på trods af det betydelige handicap med en midterdel der ingenting forstod.

 

Efter dette var der flere hold, der skulle til, og vi satte os til rette på plastikgræsset i mellemtiden. Det var tydeligvis noget, de gik utroligt meget op i, for flere hold stormede omkring og øvede sig.

 

Da denne leg var overstaæt kom anden etape af Teacher's Day-legene. Tovtrækning. Et megalangt tov blev fundet frem og en bane blev sat op.

 

Flere af holdene var underbemandede - der skulle selvfølgelig være det samme antal trækkere på hvert hold - men hey! Så får vi da bare lidt fat i de udenlandske lærere. Vi fulgte selvfølgelig godmodigt med hvoren man viste os hen. Hold her? Okay. Træk? Nå, jamen okay. Hvad, igen?!

 

 

Således gik det til at vi udenlandske lærere endte med at dyste i tovtrækning en 7 - 8 gange, og til sidst var vores hænder helt smadrede og vores ben helt syrede til. Men det var nu rigtig sjovt alligevel, og vi gav den da alt hvad vi kunne, hver gang.

Efter hvad jeg husker, vandt vi også næsten hver gang - uanset hvilket hold vi var på!

 

Ved halv seks tiden var det ovre. Eleverne var så småt begyndt at gå hjem. Vi tog vores faner og gik stille og roligt tilbage til kontoret, for at se og smøre creme på vores røde hænder...

 

Alt i alt var denne dag faktisk ret morsom når det kom til stykket, og det var en rigtig god oplevelse at se de andre - sommetider noget strikse og seriøse kinesiske lærere - give los og more sig og i det hele taget opføre sig som almindelige, afslappede mennesker:)

Nu hvor jeg har set vores skoleinspektør fjolle rundt med lærerne, til meget grin og morskab, er han heller ikke helt så skræmmende længere.

 

Det var så den Teacher's Day. Næste gang, hvilket forhåbentlig ikke bliver om så forfærdeligt længe, vil jeg fortælle om Månefestivallen - en anden kinesisk højtid.